Udvikling Fyn
Turistkontoret i Faaborg
Torvet 19
5600 Faaborg
Tlf. 6261 0707
E-mail: turist@faaborgmidtfyn.dk
 
Kunst, Kultur & Historie
Museerne i Faaborg, Midtfyn og Ringe

På opdagelse i Faaborg og på Midtfyn med mobilen
Med Faaborg-Midtfyn Mobilguide finder du nemt og smart vejen til naturoplevelser, seværdigheder, strande og meget mere. Har du en iPhone kan du finde applikationen MyWay i app.store, og du er klar til at gå på opdagelse i det fynske på mobilguiden. 

Kultur- og Skulpturguide
En oversigt over områdets åbne gallerier, kunsthandlere og seværdigheder finder du i Kulturguiden 2011. Ligeledes kam man med Skulpturguiden se de skulpturer, der præsenteres i det offentlige rum i Faaborg og omegn. Begge guider kan fås på Faaborg Turistbureau. Kulturguiden fås også på turistinformationen på Midtfyns Fritidscenter i Ringe.

Faaborg området har altid inspireret kunstnere. Mange har valgt at slå sig ned her for at dyrke mange forskellige kunstarter. Året rundt kan man besøge forskelligartede udstillinger i Levins Hus, Bryggergaarden og Konservesgaarden samt Galleri Strandmark i Faldsled. Derudover har udvalgte kunstnere åbent sidste søndag i hver måned. Besøg også Faaborg Kunstnertræf 2011 til september, hvor byen vil være udstillingslokale for kunstnere.

Keld Moseholm
Kom på guidede rundvisninger i Keld Moseholms skulpturpark hen over sommeren og se hans berømte tykke mænd i bronce på granit. Alle onsdage i juli samt de to første onsdage i august kl. 14.30. Varighed ca. 1 time. Billetter købes på Faaborg Turistbureau senest dagen før, og koster 60 kr. pr. person. Max 50 personer pr. tur.

Horne Kirke
Fyns eneste rundkirke. Horne Kirke huser en meget smuk altertavle af guldaldermaleren C.W. Ekersberg, en døbefont af professor og arkitekt G. F. Hetsch og lysestager af Keld Moseholm. Musik- og koncertarrangementer afholdes løbende i kirken.

Grubbe Mølle
Grubbe Vind- og Vandmølle der ligger mellem Faaborg og Millinge, fortæller historien om både vand- og vindmøllernes funktion og betydning. Åben juni-juli, tirsdag til søndag kl. 11 ved rundvisning.

Arrestmuseet
I  byens tidligere rådhus fra 1839 på Torvet var byens gamle arrest, der efter nedlæggelsen i 1989 er indrettet til museum. Cellerne indeholder udstillinger om relevante emner. Bl.a. kan man sammenligne en celles indretning i 1920 og 1970 og få indtryk af tidligere tiders barske afstraffelsesmetoder.

Faaborg Bymuseum
Museet er indrettet i en købmandsgård fra byens storhedstid i 1700-tallet. Da ejendommen blev indrettet til museum i 1930, blev der afdækket smukke vægdekorationer fra sidste halvdel af 1700-tallet. Museet rummer i dag foruden de fine herskabsstuer, to egnsstuer fra Lyø, hvor der er udstillet tekstiler med enestående broderier. Desuden har museet en glassamling fra Fyns Glasværk og en dejlig rosenhave og tepavillon med udsigt over havnen.

Kaleko Mølle
Halvanden kilometer fra bymidten ligger en af Danmarks ældste vandmøller med bygningsdele fra 1600-tallet. Man kan gå dertil på 20 minutter langs sundet. Møllehuset er indrettet som et møllerhjem i 1800-tallet. Kaleko Mølle har været kulisse for julekalenderudsendelserne om Nissebanden. der er adgang til møllen hver dag i juli måned mellem kl. 13 og 15 og omvisning kl. 13.30 

Klokketårnet
Klokketårnet er det eneste levn fra byens middelalderlige købstadskirke, Skt. Nikolaj kirke. Da kirken blev revet ned i 1500-tallet, lod man klokketårnet stå. Fra toppen har man en fabelagtig udsigt over Faaborg og Øhavet. I 2011 skal Klokketårnet restaureres og der vil derfor være begrænset adgang. 

Byhistorisk Arkiv
Faaborg byhistoriske arkiv er landets ældste lokalarkiv oprettet i 1937. Arkivet indeholder omfattende samlinger vedrørende Faaborg købstads og borgernes historie.

Faaborg Museum
Naturen og kunsten har for de fynske kunstnere været et fremherskende motiv. Sommerens udstilling om "landskabet" på Faaborg Museum medvirker i det fælles samarbejde i KUNSTENS FYN, som handler om visionerne for den danske natur i de sidste 100 år. Nærbilleder af naturens undere af akvarelmaleren Nina Ferlov på udstillingen om naturen fra juni til september. Kunstens Fyn arrangerer udflugter, rundvisninger og debataftener.

Børn på Faaborg Museum
Med udgangspunkt i sommerens udstillinger om naturen vil der i juli måned være omvisninger efterfulgt af tegne- og malerværksted.

Ringe Museum
Ringe Museum, som ligger midt i byen, viser egnens fortid i relation til omverdenen og den lokale befolknings hverdagsliv. I Ryslinge øst for Ringe ligger Nazareth Kirken, som med sine flotte træskære- og smedejernsarbejde er et besøg værd.

Carl Nielsen
Den verdensberømte komponist blev født den 9. juni 1865. I Nr. Lyndelse kan man besøge hans barndomshjem, hvor man kan få fortællingen om hans barndom og hjemmets rige musikliv. I Odense ligger ligeledes et museum, som er viet til komponisten og hans hustru, Anne Marie Carl Nielsen, der var en kendt skulptør. 

Tarup-Davinde
Hudevad Smedjemuseum er et arbejdende museum, hvor man kan få lov til at svinge hammeren og forme det glødende jern. Museet fortæller bl.a. historien om Hudevad Radiatorfabrik, landsbyen Hudevad og selve smedjen.